Det asiatiske spilmarked er verdens største, men også det hårdeste for udlændinge at trænge ind på. Nu rejser tre spil-inkubationsmiljøer fra Danmark og Sverige til Asien for at skabe netværk og bane vejen for skandinaviske spilvirksomheder med globale ambitioner.

De to danske spil-inkubationsmiljøer, placeret hos The Animation Workshop og Erhvervsakademi Dania, rejser sammen med deres svenske modstykke, Gothia Inkubator, til Kina og Sydkorea fra den 4. juni til den 15. juni. Målet er enkelt: Der skal skabes varige relationer for at sikre den Skandinaviske spilbranches konkurrencedygtighed på et globalt plan.

Inkubationsmiljøerne udgør hjørnestenene i det EU-støttede projekt Game Hub Scandinavia. Projektets ambition er at etablere 55 nye spilvirksomheder med i alt 398 nye fuldtidsarbejdspladser i Danmark, Sverige og Norge. Projektet har et særligt fokus på, hvordan spilvirksomheder kan trænge igennem nye markeder. Derfor skal de danske og svenske udsendte møde potentielle samarbejdspartnere i form af asiatiske inkubationsmiljøer, universiteter, publishers og investorer.

Den korteste vej til det kinesiske marked

Det kinesiske marked for mobile spil er især interessant og et område, der skal undersøges under besøget. Mobile spil udgør nu 40% af landets totale indkomst for digitale spil – omkring 37 milliarder kroner. Der er derfor stort potentiale for danske spiludviklere.

Det kan dog være en særdeles vanskelig proces at udgive spil på disse platforme.

”Vi ved, at der i både Kina og Sydkorea er fokus på skandinavernes evne til at skabe nye, innovative produkter og koncepter, men disse skal ’pakkes rigtigt ind’ for at kunne lanceres med succes, ” siger Specialkonsulent Mikkel Fledelius Jensen fra Erhvervsakademi Dania.

Derfor skal Mikkel, samt de andre repræsentanter, mødes med publishers i Kina, der udgiver spil, for at forstå, hvad der driver den kinesiske spilkultur.

Iværksætterkultur og uddannelse

Et andet fokus under besøget er, hvordan der kan etableres et iværksættersamarbejde for nystartede i spilindustrien mellem Kina, Sydkorea, Danmark og Sverige.

”Besøget giver os mulighed for at undersøge, hvordan start-up kulturen i Kina og Sydkorea fungerer. Denne viden er værdifuld for vores inkubations-deltagere og desuden et vigtigt skridt imod etableringen af et samarbejde mellem erhvervs- og iværksætteruddannelser på tværs af lande og kulturer,” slår Viborgs Inkubations Manager, Adonis Flokiou, fast.

Netop uddannelse og videns udveksling vil også være en central del af det stramme program. Både Mikkel Fledelius Jensen fra Erhvervsakademi Dania og Per Backlund fra Högskolan i Skövde håber på at skabe udvekslingsmuligheder for kinesiske og skandinaviske studerende.

Part of the GHS team going to China and South Korea

Part of the GHS team going to China and South Korea